Udvidelse Der er gang i iværksætteriet og entreprenørgenet i Faxe Kommune, hvor der stadig skyder nye virksomheder op, og hvor de allerede eksisterende finder på nye tiltag og udvider forretningsområdet. Et godt eksempel på en lille virksomhed, som har turde tænke i nye baner på trods af de lidt kedelige konjunkturer er Byens Foto & Kopi, som er en lille foto og kopi forretning med lokation på Ringstedvej i Haslev. Her har indehaver Stig Andersen nemlig udvidet forretningen og indført et nyt koncept på hjemmesiden
www.byensfotobutik.dk.
-Der er tale om en butik med fotos fra diverse idrætsstævner, kampe eller andre arrangementer, hvor der deltager mange mennesker, og hvor der kunne være interesse for efterfølgende at købe billeder fra arrangementet. Vi har mulighed for at sende en fotograf ud til disse begivenheder, og han skyder så en masse billeder, som efterfølgende bliver lagt op på hjemmesiden, hvor deltagerne eller andre interesserede efterfølgende kan købe billederne, siger Stig Andersen.
Det eneste der kræves, for at det kan lade siog gøre, er, at arrangørerne af de forskellige stævner, arrangementer og lignende tager kontakt og informerer om begivenheden. Det kan eventuelt også være, hvis en virksomhed holder firmafest eller et andet arrangement. Byens Foto & Kopi er altid klar til at sende en fotograf ud og skyde løs med kameraet.
Publiceret: 27. Juni 2012 07:00