Både private - men også virksomheder - kan nu i visse tilfælde sælge bygegrunde og fast ejendom uden moms.
EU-domstol ændrer dansk praksis
Skatteministeriet har i SKM2012.297SKAT kommenteret på EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C- 180/10 og 181/10, Slaby & Kuc. EU-Domstolens afgørelse ændrer dansk praksis for, hvornår der skal opkræves moms ved salg af byggegrunde fra privatpersoner.
Det er et krav for at skulle opkræve moms ved salg af fast ejendom, at sælgeren er en momspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Endvidere skal salget af den faste ejendom være kvalificeret som egentlig handelsvirksomhed og ikke blot det forhold, at en momspligtig person sælger fast ejendom som et led i udøvelsen af sin ejendomsret.
Det betyder, at privatpersoner ikke vil være momspligtige ved salg af byggegrunde (uanset antallet), medmindre privatpersonen reelt handler som en virksomhed. Efter den tidligere praksis kunne bl.a. antallet af byggegrunde være afgørende for momspligten. Hvis en privatperson har foretaget eventuel byggemodning af flere byggegrunde, kan salget efter Skatteministeriets opfattelse være omfattet af momspligten, da der derved er taget aktive skridt mod egentlig momspligtig virksomhed med salg af byggegrunde.
Virksomheder kan også undgå momspligten - SKM2012.319SR
Også virksomheder kan i visse tilfælde undgå moms på salg af byggegrunde efter den nye praksis. Dette er Skatterådets afgørelse i SKM2012.319SR et eksempel på. Her ville en landmand sælge en byggegrund. Skatterådet bekræftede, at salget kunne ske momsfrit, selvom det var landbrugsvirksomheden, der solgte byggegrunden. Skatterådet fandt ikke, at landmanden ved salget af byggegrunden havde handlet i egenskab af momspligtig virksomhed, samt at der var taget aktive skridt mod udøvelsen af virksomhed med salg af byggegrunde. Salget af byggegrunden fra den momspligtige landbrugsvirksomhed skete således som et led i udøvelsen af indehaverens almindelige ejendomsret og ikke som et led i momspligtig økonomisk virksomhed.
Med den nye praksis er der al mulig grund til at se på fremtidige og ikke mindst tidligere dispositioner, hvor privatpersoner har afregnet salgsmoms ved salg af byggegrunde. Samtidig kan momsregistrerede virksomheder i visse tilfælde helt undgå at opkræve salgsmoms ved salg af byggegrunde, hvis særlige betingelser er til stede.
Publiceret: 25. Juni 2012 07:00