Ønsker man som borger i Greve Kommune og Solrød Kommune at starte egen virksomhed, kan man fremover henvende sig til Greve-Solrød Erhvervsservice for at modtage vejledning, deltage i temamøder og kurser og få hjælp til at overskue sammensætningen af tilbud fra det offentlige. Servicen kan benyttes af både nye og etablerede virksomheder, og det er muligt at modtage vejledning om både opstart, drift og vækst i virksomheden.
Med Greve-Solrød Erhvervsservice viderefører de to kommuner en mangeårig tradition for at arbejde sammen om vejledning for iværksættere og virksomheder. Frem til udgangen af 2011 blev opgaven løst af København Syd Erhvervscenter, som foruden Solrød og Greve servicerede Køge og Stevns.
De to borgmestre underskrev d. 6. juni 2012 aftalen om Greve-Solrød Erhvervsservice og lykønskede hinanden med et håndtryk.
- Ved at fortsætte samarbejdet med Greve om service overfor iværksættere og mindre virksomheder sikrer vi, at iværksættere og virksomheder i Solrød Kommune har adgang til en hurtig og effektiv vejledning – det er vigtigt for os, at det er let at komme i kontakt med vejlederen, så idé hurtigt kan omsættes til handling, udtaler borgmester Niels Hörup fra Solrød.
- Hurtig og effektiv service overfor erhvervslivet har en central prioritering i vores erhvervsstrategi i Greve. På erhvervsserviceområdet har vi desuden mulighed for at arbejde videre med de erfaringer, der er blevet opbygget netop i samarbejdet med Solrød gennem de seneste år, supplerer borgmester Hans Barlach fra Greve.
- Iværksætteri og virksomhedsudvikling har en række fællestræk i Greve og Solrød kommuner, som gør, at en fælles servicering af nyopstartede og etablerede virksomheder i området fagligt set giver god mening, fortæller Jesper Yde Knudsen, der som erhvervsservicekonsulent står for vejledning, kurser og netværksaktiviteter for iværksættere og virksomheder i Greve-Solrød Erhvervsservice.
- Vejledningen kan foregå enten i ErhvervsCentret i Greve eller efter behov på Solrød Rådhus, hvor det er let at komme til med offentlig transport. Kurser og temamøder vil typisk foregå i ErhvervsCentret, hvor vi har gode faciliteter til undervisning og plads til både små og store faglige arrangementer for virksomhederne, tilføjer Jesper Yde Knudsen.
Det er gratis for både iværksættere og virksomheder at modtage vejledning.
Publiceret: 21. Juni 2012 10:00