Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne, baseret på svar fra knap 1.300 privatansatte ledere, vil så vel produktion som omsætning, overskud og eksport stige.
Over halvdelen af lederne, 56 procent, forventer, at deres virksomhed vil øge produktionen det næste halve år, og tilsvarende mange – henholdsvis 57 og 56 procent – kalkulerer med stigende omsætning og overskud. En tredjedel tror, at omsætningen og overskuddet forbliver uændret, mens kun henholdsvis 11 og 13 procent forventer fald.
Også blandt de eksporterende virksomheder er optimismen i højsædet. 51 procent forventer stigende eksport, mens 41 procent tror på uændrede eksporttal. Kun otte procent mener, at eksporten det kommende halve år vil udvikle sig i den gale retning.
- Undersøgelsen understreger, at der er god grund til optimisme, og at vi kan forvente vækst i Danmark. Virksomhederne tjener penge, og med en forbedret konkurreceevne som følge af overenskomstforhandlingerne er der grund til at slå en optimistisk tone an, fastslår formanden for Lederne, Svend Askær.
På beskæftigelsesområdet er ledernes optimisme mere afdæmpet. Hver femte leder, 19 procent, vurderer, at beskæftigelsen vil stige i andet halvår af 2012, mens hovedparten, 69 procent, tror på status quo. 12 procent forventer faldende beskæftigelse.
Publiceret: 13. Juni 2012 07:00